Pisten (banen)

Fægtning til større stævner foregår på en pist (fægtebane) af metal eller gummi med indvævede metaltråde. Den er 1,5-2 meter bred og 14 meter lang. Pisten er forbundet med det elektriske meldeapparat, således at der ikke udløses noget signal, hvis våbnets spids trykkes mod pisten.

Hvis en fægter træder ud over baglinjen med begge fødder, så får modstanderen et point. Fægterne må ikke træde ud over sidelinjerne.

På tværs af pisten angiver nogle streger midterlinjen og de linjer, bag hvilke fægterne skal stå, når kampen begynder (en-garde linjen), og hver gang der er tildelt et point.

Ved siden af pisten står et elektrisk meldeapparat. Her sidder de lamper, som lyser ved udløsning af signaler fra kontakten mellem våben og modstanderens træffefelt. På kårde og sabel benyttes en grøn og en rød lampe. På fleuret benyttes desuden en hvid lampe pr. fægter. Den angiver, at stødet har ramt uden for det gyldige træffefelt.

Ledninger er sluttet til apparatet, så lampen i fægterens egen side af pisten lyser, når fægteren rammer modstanderen.

 

Fægteklubben Sydjylland - Træningssted: Brændkjærskolen, Brændkjærgade 92, 6000 Kolding